Indkaldelse til ordinær generalforsamling søndag 6 februar 2022 kl 11

Der indkaldes til ordinær generalforsamling i TRC søndag 6. februar 2022 kl 11.00 i TRCs lokaler på Parkskolen, Taastrup.

Kontingentet for 2022 er 200 kr og kan betales via Mobile Pay nr 90255. Ønsker du at betale på en anden måde skal du tage kontakt til kasserer André på email This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Read more: Indkaldelse til ordinær generalforsamling søndag 6 februar 2022 kl 11

Indkomne forslag

Eksklusion af Pelle

Jf. vedtægternes §2.6 kan generalforsamlingen ekskludere et medlem, hvis den vurderer at medlemmet modvirker foreningens virke.

Begrundelse: Siden 2019 har Pelle været en del af en personkonflikt med flere andre medlemmer. Denne konflikt har været behandlet på utallige bestyrelsesmøder og der har været forsøgt forskellige former for mægling uden succes. Det er min (Andrés) holdning at bestyrelsen ikke har formået at håndtere sagen, og situationen er nu så fastlåst at den bedste løsning vil være hvis de implicerede parter holder en pause fra foreningen. Pelle har gjort det klart at han ikke ønsker at holde pause fra foreningen. Jeg har sendt følgende skrivelse til Pelle:

”Kære Pelle, jeg stiller forslag til generalforsamlingen om at du skal ekskluderes. Det har ikke været en nem beslutning, men jo flere jeg har snakket med om det, des mere er jeg blevet bekræftet i at det er nødvendigt.

Du er altid blevet betragtet som "en særling", du har et højt energiniveau og udviser stort engagement for de aktiviteter du deltager i. Du hopper og er højrøstet, både når det går godt og dårligt i de spil du spiller. Folk der ikke kender dig (f.eks. nye medlemmer) har ofte kommenteret på din adfærd, og jeg har altid slået det hen som excentrisk men ufarligt. Vi har i TRC inkluderet og rummet dig og din opførsel i de ca 15 år jeg har været medlem. Men Pelle, du har ændret dig. Du er blevet mere konfrontationssøgende, mere ekstrem, mindre rummelig. Du udviser ikke den samme inklusion som vi tilbyder dig. Som al forandring så er det noget der er sket flydende, og jeg kan ikke helt sætte en finger på hvornår du har krydset grænsen. En ting er dog blevet klart for mig. Du krydsede grænsen uden at jeg lagde mærke til det. Jeg var travlt optaget af mit eget liv, og brugte (bruger) ikke så meget tid i klubben, som jeg gjorde for 5 år siden. Da der i 2019-2020 var klager over din opførsel, og din personlig jævnligt blev diskuteret på lukkede bestyrelsesmøder, så slog jeg det hen. Det var jo bare gode, gamle, underlige, excentriske Pelle. Han mente det jo ikke ondt. Det var nok bare en misforståelse, eller nogen andre som havde en dårlig dag og derfor gjorde et stort nummer ud af ingenting.

Men en kultur af lukkethed i bestyrelsesarbejdet gjorde at jeg ikke fik det fulde billede. Selv efter jeg i år igen indtrådte i bestyrelsen, måtte der gå 6 måneder før jeg fandt ud af at sagen hverken var overstået, eller så simpel som jeg havde troet. Det er ikke bare et enkelt medlem eller tre som har en personlig beef med dig. Der tegner sig et generelt billede af at medlemmer ikke ønsker at deltage i aktiviteter hvor du er med, fordi du ”fylder for meget” ved at være højrøstet og udadreagerende. De trækker sig fra foreningsaktiviteter for at give plads til dig. Og når der så har været episoder hvor du har opført dig dårligt, f.eks. ved manglende oprydning eller diskussioner på Discord/Facebook, så har du ikke erkendt dine fejl og sagt undskyld. Du har ikke givet plads til folk med behov for orden og strammere rammer. Du har været konfrontationssøgende. Du har til tider været et røvhul. Og selvom jeg mener at TRC skal være et sted hvor vi skal favne bredt og være rummelige, så skal vi ikke acceptere røvhuller. Jeg er ked af at jeg ikke lyttede til klagerne og reagerede for længe siden, og at det er kommet hertil. Men nu er det tid til at sige stop! Pelle, jeg mener at din opførsel har været skadelig for foreningen, og at du skal holde en pause fra TRC. Jeg stiller derfor forslag om at du skal ekskluderes fra foreningen.”

Jf. vedtægternes §2.7 kan et ekskluderet medlem søge om at blive medlem igen, hvorefter der vil blive taget stilling på ny ved næste generalforsamling.

Bestyrelsen skal bestå af 3-5 personer, dvs. en formand, en kasserer og en-tre bestyrelsesmedlemmer

  • 3.9 rettes til ”… i. Valg af 1-3 bestyrelsesmedlemmer og 1-2 suppleanter”
  • 5.1 rettes til ”Bestyrelsen består af Formanden, kasseren og 1-3 bestyrelsesmedlemmer”
  • 5.2 rettes til ”Bestyrelsen vælger selv en næstformand”

Begrundelse: Vi er ikke så mange medlemmer som vi var en gang, så det virker praktisk at vi ikke behøves så stor en bestyrelse. Hvis der er nogen som er bange for at vi koncentrerer for meget magt på få personer, så er de mere end velkomne til at stille op til bestyrelsen.

Vedr lysprojekt

Der afsættes 10.000 kr som budgetpost til at indkøbe ca. 50 spots og få dem sat op. Steen tager ansvar på projektet og fører det videre til bestyrelsens godkendelse, når der ligger indhentede tilbud på opgaven. Note: Måske dette forslag skal på før vedtagelse af budget, hvis ikke bestyrelsen har det med som en budgetpost. Jeg har forstået at dette er dirigentens valg under selve generalforsamlingen.

Vedtægtsændringer

Forslag 1:

2.2 Medlemskab af foreningen varer fra kassereren har modtaget betalingen til umiddelbart inden næste års ordinære generalforsamlings begyndelse. ÆNDRES TIL: Medlemsperiode løber fra 1. januar til 31. december. Medlemskab af foreningen varer fra kassereren har modtaget betalingen til 31. december i det pågældende år kontingentet tilhører.

2.3 Kontingent opkræves helårligt og fastsættes af bestyrelsen og meddeles sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. ÆNDRES TIL: Kontingent opkræves helårligt, fastsættes af bestyrelsen og meddeles senest 1. november for det følgende år.

Kontingentperiode flyttes til at følge kalenderåret. Dette medfører 2 ændringer i 2.2 og 2.3 for at reflektere dette samt fastsætte et opdateret tidspunkt for at udmelde dette. Konsekvens af dette er at budgetforslag skal behandles tidligere i bestyrelsen men samtidig giver medlemmer nok tid til at udfordre en beslutning, evt. ved ekstraordinær GF om nødvendigt.

Forslag 2:

Nyt punkt 2.6: 2.6 Bestyrelsen kan bortvise et medlem fra klubbens lokaler hvis ordensreglement i gentagne tilfælde ikke følges. Der skal være givet en skriftlig advarsel inden bortvisning. En bortvisning inkluderer omgående inddragelse af nøgle til klubbens lokale og skal kommunikeres til klubbens medlemmer. Bortvisningen er tidsbegrænset til maksimum 3 måneder eller næste GF. Hvis et medlem er bortvist længere end 3 måneder i løbet af et år, henvises til eksklusions paragraf 2.7. En bortvisning skal altid behandles ved førstkommende Generalforsamling.

2.6 er tilføjet for at sikre bestyrelsen ved hvad der skal ske i forbindelse med bortvisninger. Dette gælder i forbindelse med den almindelige drift af foreningen og hvis der er grelle tilfælde skal indkaldes til GF med det samme for eksklusion. Som en konsekvens af denne ændring bliver nuværende punkt 2.6 til 2.7 og punkt 2.7 til 2.8

Forslag 3:

3.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar eller februar. (2)

(2) Generalforsamlingen opfordres til afholdelse første søndag i Februar.

Forslag 4:

3.3 Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske med 28 dages varsel. Som minimum ved opslag på hjemmesiden og i foreningens lokaler. ÆNDRES TIL: 3.3 Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske med 28 dages varsel. Som minimum ved opslag på hjemmesiden, (sociale) medieplatforme og i foreningens lokaler.

Formålet med disse 2 ændringer er at sikre foreningens Generalforsamling. Der tilføjes en note omkring normal dato og information til at sikre kommunikationen af afholdelsen via Sociale Medier. Der forventes i denne sammenhæng at der kommunikeres på samtlige sociale medier som klubben er repræsenteret på. Dette skubber også nuværende note 2 til note 3

Forslag 5:

3.4 Stemmeberettiget til Generalforsamling er alle medlemmer der har indbetalt kontingent, så beløbet er foreningen i hænde senest dagen inden Generalforsamlingen.

Nyt punkt tilføjes for at præcisere hvornår et medlem er stemmeberettiget. Dette for at sikre så smidig en afholdelse af GF så muligt. Det er vigtigt at pointere at betaling skal være foreningen i hænde dagen inden, så det er ikke nok at foretage betalingen via bankoverførsel på dette tidspunkt. Konsekvens er at alle følgende punkter vil blive skubbet 1 punkt op. Dette vil også have en indvirkning på forslag fra André.

Forslag 6:

Ændringer til punkt 3.10 – Dagsorden: • 3.10.c ændres til ”Bestyrelsens Beretning” • Ny 3.10.f ”Hyttetur” tilføjes • Gamle punkter 3.10.f til 3.10.k skubbes til 3.10.g til 3.10.l

Formandens beretning ændres til Bestyrelsens beretning. Der har i mange år været en tendens til at det er formanden der er primær ansvarlig, hvilket også er korrekt – Men samtidig bør dette være en beretning om året der gik fra hele bestyrelsen. Samtidig tilføjes et fast punkt omkring Hyttetur på GF.

Forslag 7:

3.11 Valgbar til bestyrelsen er alle myndige medlemmer af foreningen på tidspunktet for generalforsamlingen. Personer under 18 år er valgbare som menige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter forudsat at en skriftlig godkendelse fra værge overdrages til foreningen.

Nyt punkt tilføjes for at sikre at det kun er medlemmer af foreningen der har mulighed for at stille op til bestyrelsen. Revisor er bevist undtaget herfor, da der skal være mulighed for at vælge et eksternt revisionsfirma hvis GF skulle vælge dette.

Forslag 8:

5.6 Bestyrelsen administrerer fordelingen af skabe og nøgler. ÆNDRES TIL: Bestyrelsen administrerer fordelingen af skabe og tildeling af nøgler, herunder også fratagelse af begge.

Præcisering at bestyrelsens ansvar omkring skabe og nøgler dækker både tildeling og fratagelse af disse.

Forslag 9:

Gramatiske ændringer: Punktum i slutning af punkterne 1.2, 4.1, 4.2, 5.1, 5.2 og 5.3

For at holde samme logik gennem punkterne.